Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
header ouh 1ouh header 2

Robot kan pode patienter for covid-19

Robotforskere fra Syddansk Universitet har udviklet verdens første fuldautomatiske robot, som kan pode for covid-19, så sundhedspersonale ikke udsættes for smittefare

Robotforskere fra Syddansk Universitet har udviklet verdens første fuldautomatiske robot, som kan pode for covid-19, så sundhedspersonale ikke udsættes for smittefare. Prototypen har med succes podet flere personer.

På bare fire uger er det lykkes et hold af de bedste robotforskere fra Syddansk Universitet at udvikle verdens første fuldautomatiske podningsrobot, som efter planen allerede skal pode de første patienter for covid-19 sidst i juni.

Med et 3d-printet specialdesignet engangsværktøj holder robotten en podepind og rammer det præcise sted i halsen, hvorfra podningen skal foretages. Efterfølgende stikker robotten podepinden ned i et glas og skruer låg på, så prøven forsegles. Og forskerne har testet robotten.

- Jeg var en af de første, som robotten podede. Det gik rigtig godt. Jeg sidder her jo endnu, griner professor Thiusius Rajeeth Savarimuthu fra SDU Robotics:

- Jeg var overrasket over, hvor blødt robotten formåede at lande podepinden på det punkt i halsen, den skal ramme; så det var en stor succes.

Thiusius Rajeeth Savarimuthu står i spidsen for det hold af ti forskere, som i døgndrift har arbejdet i Industri 4.0 Lab på Syddansk Universitet for hurtigst muligt at udvikle prototypen, så sundhedspersonalet undgår smittefare ved podninger.

- Vi har med succes demonstreret verdens første fuldautomatiske podning og leveret et ”Proof of concept” af processerne i en robotpodning, siger Thiusius Rajeeth Savarimuthu.

OUH-direktør hilser robot velkommen
Test, test, test siger WHO, men samtidig udsættes sundhedspersonale for smittefare, når de poder potentielle coronapatienter. Derfor stod en podnings-robot også højt på ønskelisten, da professor Thiusius Rajeeth Savarimuthu, efter covid-19 gjorde sit indtog i marts, talte med sine forskningskollegaer på Odense Universitetshospital, OUH.

- Der er perspektiver i at udvikle en podningsrobot, så robotter kan overtage podningsarbejdet både i forhold til covid-19, men også ved alle fremtidige vira, siger Thiusius Rajeeth Savarimuthu.

Det er lægelig direktør Kim Brixen fra OUH helt enig i. Han har med interesse fulgt podningsrobotten udvikle sig i forskernes hænder. Han ser også den store fordel, at robotten ikke bliver træt og ked af monotont arbejde.

- I øjeblikket tager sundhedspersonale sig af at pode for covid-19, men arbejdsforholdene kan være en udfordring. Arbejdet er forbundet med lange arbejdsdage med monotont arbejde. Samtidig er medarbejderne meget efterspurgte i andre funktioner, siger Kim Brixen og peger på, at robotten også kan få en hovedrolle i en ny strategi mod mere almindelige influenzatyper:

- Test i stor skala er en del af strategien for genåbning af vores samfund. Robotten har et stort potentiale for massescreening af covid-19 i sundhedsvæsenet men også i forbindelse med grænsekontrol eller i lufthavne.

Samtidig ser vi, at regelmæssig influenza ser ud til at være aftaget parallelt med lukningen. Det kan antyde, at vi måske skal gentænke vores strategi mod influenza.


Siden er sidst opdateret: 27-05-2020 af Odense Universitetshospital.